Julie Smed Jensen
UNDERVISER I SPIREKOR
Fra efteråret 2025 er jeg ny Spirekorleder ved Dragør Musik- og Kulturskole. Jeg glæder mig til at samle en masse Spirekorsangere i fællesskabet om at synge sammen og dele toner, klange, poesi, bevægelser, dans og leg. Årstidens sange og traditioner, sanglege/danse samt sange om fællesskab, livet, eventyr og meget mere giver masser af repertoire til Spirekoret. Sange vi har lært i fællesskab med andre i Spirekoret bærer vi med os hele livet, og jeg glæder mig til at give Spirekorsangerne sangglæde og fællesskab med i rygsækken.
Da jeg var barn sang jeg i skolekor på min folkeskole, og jeg var elev i musikskolen, hvor jeg lærte at spille klaver, harmonika og klarinet. Så jeg er selv vokset op med at være del af musikalske fællesskaber i kor, sammenspil og orkester. Og på gymnasiet sang jeg også i kor og spillede saxofon i big band.
Jeg er uddannet Cand. mag. Musik v. Aalborg Universitet - Musikpædagogisk Kandidat Specialisering i Korledelse. Jeg har mere end 20 års erfaring som korleder for børnekor og voksenkor i mange forskellige sammenhænge.
Siden 2020 har jeg været tilknyttet Dragør Musik- og Kulturskole som korleder for forårs-korforløb med alle 3. og 4. klasser ved folkeskolerne i Dragør. Alle klasserne har en times korsang på skoleskemaet i 9 uger, hvor vi indstuderer et korværk og derefter opfører vi skolekoncerter og familiekoncerter.
Udenfor Dragør er jeg kordirigent for Koret Paradox på Vesterbro samt korforløb og fælleskordage i Vallensbæk kommunes folkeskoler.
Mit virke med korsang og fællessang foregår med alle aldersgrupper og i mange forskellige regi fx fællessang med kvinderne i Reden, KOL-kor, diverse freelanceprojekter og fællessangs-arrangementer. Jeg har ligeledes været korleder ved forskellige teaterproduktioner.
Samarbejde med komponister og tekstforfattere er også del af korarbejdet både med børnekor og voksenkor.
I korsangen er vi aktive med vores stemme i et fællesskab med andre.
Vi udtrykker os i sang og bevægelse, og vi lytter.
Vi skaber musik og fortællinger sammen.
Det er en drivkraft for mig at være i, guide og udvikle korsangen som det trygge læringsrum, hvor vi samles i fællesskab og fordyber os i musikken.
Velkommen i Spirekoret!
mail: juliesmedjensen@gmail.com,